fbpx

Byggemand Bob: Det’ mig!

Byggemand Bob: Det’ mig!

Jeg fik en FANTASTISK kompliment forleden! Grunden til, at jeg blev så glad er, at der blev sat ord på et af mine såkaldte ”Unique Selling Points”, som jeg helt selv havde overset.

Jeg blev kaldt ”en håndværker”!

Selvom det godt nok er nogle år siden, så har jeg som mor til to drenge set TIMEVIS af Byggemand Bob. Hvis du ikke er bekendt med Byggemand Bob, så er det en stop-motion-agtig animeret børneserie, som kørte fra 1998 til 2004.

Hvor mon Obamas kampagne-folk fik ideen fra?

Bob’s slagord er: ”Ka’ vi klare det?”, hvortil hans byggemaskiner Rumle, Tromle, Grab, Kranberg og sekretæren Vinni (som Bob helt sikkert har en affære med off-camera) råber tilbage: JA VI KAN!

Samme plotline følges i alle afsnit: Bob og hans hold skal ordne noget, der opstår problemer/ forviklinger, men når det ser sortest ud, klarer de det ved hjælp af samarbejde og selvindsigt og ved hjælp af Bobs uforlignelige evner som sjakbajs og byggepladsens kompetente omdrejningspunkt.

Jeg overvejede faktisk engang at bruge Byggemand Bob-filmen “Ud i sneen” som oplæg til en ledergruppes strategiarbejde: Dels var der virkeligt mange interessante (og realistiske) medarbejdertyper repræsenteret: Den overansvarlige, den præstationsangste, enspænderen osv., og dels var Bobs håndtering af et team i krise forbilledlig. Han kommunikerede på et kompleksitetsniveau, der var tilpasset den enkelte, han var løsningsorienteret, kompetent, praktisk og anerkendende.

I den sammenhæng, hvor JEG fik håndværker-komplimenten, var det nu det konkrete, der blev lagt vægt på. At jeg kan hjælpe folk helt konkret med at få PRODUCERET noget.

Der findes mange dygtige coaches derude, der har fokus på at give dig afklaring og overblik. Du kan også relativt nemt finde nogen til at hjælpe dig med kompetent sparring og rådgivning.

Disse ting får du også hos mig, men jeg er jo håndværker, så hos mig har du mulighed for at få hjælp et skridt videre.

Blandt mine spidskompetencer er, at jeg er god til at hjælpe folk med at få tingene sagt – også på skrift. Mit håndværk er det skrevne ord.

Så uanset hvilke tema, du bøvler med og har brug for coaching til, så mener jeg at kunne hjælpe dig et trin videre.

Hvis dit tema er job og karriere, får du ud over coaching f.eks.:

  • Ansøgninger, der får dig til samtale.
  • Et CV, der fremhæver hvordan din erfaring og kompetencer konkret kan skabe værdi
  • Fysisk, praktisk, konkret jobsamtaletræning

(Læs evt. mere her: Jeg hjælper dig tage next step i dit arbejdsliv.)

Hvis dit tema er forretningsudvikling og markedsføring af din forretning, får du ud over coaching og sparring f.eks.:

  • Nyhedsbreve, der bliver læst
  • Facebookopslag, der skaber engagement
  • Hjemmesidetekster, der sælger uden at være sælgende
  • Brandingmateriale, der lyder af dig
  • Blogposts, der sætter ansigt og stemme på dig selv og viser HVEM du er og HVAD, der driver dig
  • Artikler, der virker som showcase for din ekspertise, og hvor du deler ud af din viden

(Det kan du læse mere om her: Brug en ghostwriter og få uuuhyggelige gode tekster. Og her: 10 grunde til, at du skal skrive nyhedsbreve. Og her: 5 grunde til, at dit firma skal blogge)

KA’ VI KLARE DET?

JA VI KA’!

 

 

Mads som megacute Byggemand Bob, Fastelavn 2012