Det er ikke altid de store beslutninger, der vælter os. Nogle gange er det mængden af små valg, små hensyn, små overskridelser, små bekymringer og små “det er hurtigere, hvis jeg gør det selv”-handlinger, der til sidst gør os helt flade.
Mange af os er fysisk, mentalt og følelsesmæssigt trætte.
Af det geopolitiske shitshow, klimakrise, tilmeldinger til Betalingsservice og hvad skal jeg dog (IGEN) finde på til aftensmad?
Og så er egenomsorg ikke længere en luksus. Så er det noget, der skal tages alvorligt.
Egenomsorg starter kedeligt
Når man siger egenomsorg, tænker mange straks på spa, duftlys, lange bade, yogaretreats og sådan en lidt irriterende type i hør, der drikker urtete og har styr på sin morgenrutine. Men egenomsorg starter ofte et meget mindre glamourøst sted. Det starter med søvn, mad, vand, bevægelse, pauser og den måde, du taler til dig selv på, når du ikke kan overskue det hele.
Det lyder banalt. Det er det bare ikke altid.
For når man er overvældet, er det ofte de mest grundlæggende ting, der ryger først. Vi sover dårligt og spiser takeaway. Og mange taler til sig selv på en måde, de aldrig ville tale til et menneske, de holdt af. “Tag dig nu sammen”, “hvorfor kan du ikke bare få styr på det?”, “alle andre kan jo godt”, “du burde kunne klare mere”.
Det er ikke egenomsorg.
Det er indre mellemleder, som ikke trives. Og hende skal vi ikke lade styre hele showet.
Egenomsorg handler om ansvar
Der er en blød version af egenomsorg, som handler om hvile, næring, ro, pauser, venlige ord og genopladning. Den er vigtig.
Men der findes også en mere besværlig version af selvomsorg. Den handler om at tage ansvar for sit liv.
Selvfølgelig kan vi ikke styre det hele. Vi lever i relationer, systemer, arbejdspladser, økonomi, familier, samfund og vilkår, som påvirker os. Selvfølgelig gør vi det.
Men egenomsorg handler også om at tage sin egen situation alvorligt nok til at spørge, hvad man egentlig har brug for, hvad der bliver ved med at koste for meget, hvor man overskrider sine egne grænser, hvad man bliver ved med at udskyde, og hvilket liv man faktisk er i gang med at bygge.
Det kan være ubehagelige spørgsmål. Irriterende også. For så længe egenomsorg handler om en lur, et bad eller en kop te, kan vi nogenlunde være med.
Når egenomsorg begynder at handle om grænser, prioriteringer, svære samtaler, økonomi, arbejdsliv, relationer og det ansvar, vi faktisk har for os selv, bliver det straks mindre Instagram-venligt.
Men også mere virksomt.
Når vi dulmer i stedet for at drage omsorg
Vi gør alle sammen, hvad vi kan for at holde os selv ud. Det mener jeg faktisk kærligt. Menneskelivet er ikke for begyndere (don’t grow up – it’s a trap!). Og nogle dage er det helt rimeligt at dulme sig med endnu en gang at se Robert Redford vaske Meryl Streeps hår ved foden af Ngong Hills, tyre en pose chips, eller synke ned i meget grundig gennemgang af fremmede menneskers køkkenrenoveringer på Instagram.
Bevares.
Men der er forskel på at lade op og at forsvinde fra sig selv.
Nogle gange kalder vi noget egenomsorg, som i virkeligheden er bedøvelse. Fordi vi er trætte, fordi vi ikke orker at mærke det, der ligger nedenunder, og fordi vi har brug for at blive taget væk fra os selv et øjeblik.
Telefonen, maden, vinen, shopping, arbejde, streaming, scrolling og overspringshandlinger forklædt som research kan alle sammen fungere som små flugtveje.
Strategien er ofte den samme: Tag mig væk herfra. Tag mig ud af mig selv. Giv mig en pause fra det, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.
Og nogle gange er en pause helt fair.
Problemet opstår, når pausen bliver den eneste strategi. For så står det, der gør ondt, stadig og venter. Bare lidt mere utålmodigt.
Start med det mindste skridt
Når man er overvældet, kan selv de gode råd blive for meget. Spis sundere, sov mere, træn, sæt grænser, meditér, skift job, tal med din chef, få styr på din økonomi, plej dine relationer, find din passion, lev dit bedste liv.
Jamen tak. Skal jeg også lige lære italiensk og rydde op i kælderen, mens jeg er i gang?
Hvis du er presset, skal du ikke nødvendigvis starte med en stor livsplan. Du skal starte med det mindste skridt, der faktisk er muligt. Ikke det mest imponerende. Det mindste. Måske er det at tage en lur, spise en skål suppe, lægge rent sengetøj på, aflyse én ting, skrive den mail, du har undgået i tre uger, opdatere dit CV eller sige højt til nogen: “Jeg kan ikke helt blive ved sådan her.”
Små skridt er ikke mindre værd, fordi de er små. Nogle gange er de små skridt de eneste, nervesystemet går med til. Og så starter vi dér.
Dine tanker er ikke altid sandheden
Når vi er trætte, pressede eller overvældede, får vores tanker ofte en meget overbevisende stemme. “Jeg kan ikke klare det”, “jeg er bagud”, “jeg er forkert”, “jeg burde kunne mere”, “der er ikke nogen vej ud”, “sådan er det bare”.
Måske er der noget sandt i tankerne. Men det betyder ikke, at de er hele sandheden. Det synlige er sjældent hele problemet.
Bag presset kan der ligge et urealistisk selvbillede. Bag trætheden kan der ligge grænser, der er blevet overskredet for længe. Bag følelsen af fastlåsning kan der ligge en fortælling om, hvad du må, kan eller bør.
Det betyder ikke, at du skal analysere dig selv i småstykker. Det betyder bare, at det kan være hjælpsomt at stoppe op og spørge: Hvad sker der egentlig her?
Ikke kun: Hvordan får jeg det væk?
Men: Hvad prøver det at fortælle mig?
Hvordan coaching kan hjælpe, når du er overvældet
Hvis du er overvældet, presset eller i tvivl om dit arbejdsliv, kan det være svært at finde hoved og hale i det hele alene.
Øjet kan ikke se sig selv.
Nogle gange har man brug for et kærligt udefrakommende blik. Et rum, hvor man ikke skal præstere, være færdigafklaret eller forklare sig perfekt.
I coaching kan vi undersøge, hvad der faktisk er på spil. Ikke kun hvad du skal gøre, men hvad du står i. Vi kan se på, hvad der presser dig, hvad du længes efter, hvad du bliver ved med at bære, hvilke grænser der er blevet uklare, hvilke tanker du har fået gjort alt for sande, og hvilket lille, realistisk skridt der kan give dig mere handlerum.
Nogle gange handler det om arbejdsliv. Nogle gange om ledelse. Nogle gange om grænser. Nogle gange om en beslutning, du ikke længere kan blive ved med at skubbe foran dig. Vi starter ikke med, at du skal lave hele dit liv om.
Vi starter dér, hvor du er. Og så ser vi, hvad der faktisk er det rigtige næste lillebitte skridt.
Skal vi tale om, hvad du står med?
Jeg tilbyder coaching til ledere, selvstændige og mennesker i arbejdslivet, der er overvældede, forvirrede, mærker et indre eller ydre pres eller har brug for et kærligt falkeblik udefra.
Hvis du har brug for at se klarere, vælge mere bevidst og få mere handlerum, kan vi begynde dér, hvor du er.
skriv til mig på sophie@engagecph.dk eller ring 29453955, så ser vi på det.
