Jeg har en hel del fagligt krudt i rygsækken. Jeg har arbejdet med mennesker, kommunikation, arbejdsliv, coaching og udvikling i mange år.
Og jeg er faktisk ret god til at komme med gode råd, hvis jeg selv skal sige det.
Bevares.
Men noget af det vigtigste, jeg har lært som coach, er, at det langt fra altid er mine gode råd, der er brug for.
Nogle gange er det bedste, jeg kan gøre at tie stille.
Ikke sådan uengageret stille. Men stille på den måde, hvor jeg lægger mit eget behov for at være klog lidt væk. Hvor jeg ikke springer frem med løsningen, selv om den står og hopper utålmodigt inde i mit hoved. Hvor jeg ikke skynder mig at vise, at jeg har forstået det hele, kan se mønstret, har læst bogen, været på kurset og i øvrigt har en fremragende tretrinsmodel liggende klar i skuffen.
For meget ofte har klienten ikke brug for min model.
De har brug for et rum, hvor de kan høre sig selv tænke.
Et rum, hvor de ikke skal præstere, forklare sig, være rimelige, pæne, stærke, robuste eller færdigafklarede.
Et rum, hvor noget gerne må være uklart (og uafklaret) et øjeblik.
At skabe det rum kalder man på engelsk “holding space”. På dansk bliver det lidt tungt med “at holde rummet”, men det er faktisk det, det handler om.
At være der. Nærværende, åben og uden at dømme.
Aktiv lytning er ikke bare at vente på sin tur
Når jeg holder rummet i en coachingsamtale, lytter jeg ikke bare efter ordene, men efter det, der ligger bag ordene. Derfor spørger jeg ofte fx:
“Hvad mener du med det?”
“Hvordan ser det ud for dig?”
“Kan du give mig et eksempel?”
“Hvad sker der i dig, når du siger det højt?”
Og så lytter jeg videre.
Ikke kun til sætningerne, men også til tempoet, pauserne, blikket, kroppen, vejrtrækningen og de små skift, der nogle gange fortæller mindst lige så meget som ordene.
Måske holder du vejret, lige før du siger noget vigtigt.
Måske kigger du væk, når vi nærmer os noget, der gør ondt.
Måske bliver du meget hurtig, når du egentlig er usikker.
Måske griner du, lige når vi kommer til det, der ikke er sjovt.
Så kan jeg finde på at spørge:
“Du holdt lige vejret, inden du sagde det. Hvad skete der dér?”
“Du kiggede væk, da vi kom ind på det. Hvor gik du hen?”
“Der kom et lille grin dér. Hvad beskyttede det mon?”
Ikke for at analysere dig, men fordi kroppen ofte ved noget, før hovedet har fået det formuleret.
Det er en lettelse at blive mødt uden dom
Mange af os går rundt med gamle selvbilleder og fortællinger, vi sjældent har fået sagt højt. Nogle handler om barndom, mobning, ensomhed, svigt eller gamle oplevelser, der stadig sidder i systemet.
Andre handler om det liv, vi står i lige nu. Et ægteskab, der føles ensomt. Et arbejdsliv, der koster for dyrt. En lederrolle, man ikke helt føler sig legitim i. Osv.
Vi bærer hele vores historie med os.
Også når vi laver en strategi, søger et job, siger ja til for meget, undgår en svær samtale eller fortæller os selv, at “sådan er jeg bare”.
Derfor kan det være en enorm lettelse at få noget sagt højt i et rum, hvor man ikke bliver gjort forkert.
Hvor man godt må være vred. Eller bitter. Eller lille. Eller jaloux. Eller ked af det. Eller lettet over noget, man synes, man burde være ked af. Eller i tvivl om noget, man udadtil ser ud til at have helt styr på.
Alle følelser må være der.
Det betyder ikke, at de skal styre hele showet, men de må gerne få en stol ved bordet.
For når noget får lov at være der, behøver det ofte ikke råbe helt så højt.
Følelser er ikke farlige. Men de kan godt larme
For nogle mennesker er store følelser uvante. Særligt de svære: Vrede. Sorg. Skam. Frygt. Misundelse. Afmagt. Uro.
Hvis man har brugt mange år på at være dygtig, ordentlig, stærk, robust, fleksibel, samarbejdsvillig og i øvrigt dejligt nem at have med at gøre, kan det føles nærmest uopdragent at mærke noget, der ikke passer ind i (selv-)billedet.
Men i coaching kan vi øve os på at være med det.
Og ofte sker der noget interessant, når en følelse får lidt plads. Den ændrer sig. Den viser sig at dække over noget andet. Vreden dækker måske over sorg. Uroen dækker måske over et nej, der ikke er blevet sagt. Misundelsen dækker måske over en længsel, man ikke har taget alvorligt.
Jeg kommer ikke med et færdigt svar
Når jeg går ind i et coachingforløb, ved jeg ikke på forhånd, hvor vi ender.
Det er faktisk noget af det, jeg holder allermest af ved arbejdet.
Jeg kan godt have erfaring, metoder, viden og fornemmelser. Men jeg går ikke ind i samtalen med en færdig plan for, hvad du skal indse, vælge eller blive til. Jeg kommer ikke med et færdigt svar eller en klar plan.
I stedet prøver jeg at møde dig dér, hvor du er. Og så ser vi, hvad der folder sig ud.
Nogle gange er der brug for dyb lytning og stilhed. Andre gange er der brug for, at jeg prikker lidt til en fortælling, du har fået gjort alt for sand. Nogle gange skal vi sidde med noget svært. Andre gange skal vi lægge en helt konkret plan for, hvad du gør på mandag.
Øjet kan ikke se sig selv. Nogle gange har man brug for et kærligt falkeblik udefra. Ikke for at blive fikset, men for at få mere handlerum.
Og hvis du har brug for det, holder jeg gerne rummet for dig.
